Om filmen
Hvad sker der når 200 asylsøgende drenge kommer til en lille dansk Ø i verdenshavet?
Der er bekymring på Ærø når to centre for uledsagede drenge åbner i løbet af 2015. Her midt i Det Fynske Øhav udspiller der sig en relationshistorie som Helle Toft Jensen har dokumenteret gennem fem år med sit kamera. Vi møder Karl Ove, som er meget skeptisk, ”mama” Rie, som ansættes på centeret, unge Emma, der bliver frivillig, Rita, som tager Hamed under sine vinger, matrosen Hans, og Lennart, som er politibetjent og i Kommunalbestyrelsen for Venstre. Og vi er vidne til flere drenges liv, mens de søger at skabe sig en tilværelse, i venten på svar på deres asylsag.
Fremmede i Karl Oves Paradis er en varm og rørende historie om et bredt udsnit af os danskere, hvis liv, tanker og relationer bliver bevæget i mødet med de fremmede. En film som peger på det universelle i alle mennesker – at vi har brug for at blive set, og være en del af et fællesskab.
Medvirkende i filmen
EMMA
EZATULLAH
EZATULLAH på besøg2
HADJI.2
KARL OVE & SEKHI
NILS & SEKHI
HADJI.1
RIE.1
HAMED.1. tif
HANS medvirkende
JØRGEN OTTO.borgmester
SEKHI2
LENNART.politi
RITA og HAMED på besøg
RIE og AREF
I filmen præsenteres en række Ærøboere, som hver især får drengene ind på livet:
KARL OVE er instruktørens nabo. Han har boet på Ærø hele sit liv. Når solnedgangen er smuk, sender han sin hilsen fra balkonen: “Helle, vi bor jo i Paradis”. Karl Ove er meget skeptisk i starten. Men han ser drengene passere forbi sit vindue hver dag, – og de ser også ham!
EMMA er ung Ærøbo og havde sabbatår på øen da drengene kom. Hun bliver frivillig i lektiecafeen, og bisidder for en af drengene. Hun er en nærværende og tænksom sjæl, og mødet med drengene er med til at forme hendes retning i livet. Hun er nu nyuddannet folkeskolelærer i Jylland.
LENNART er en af øens Politibetjente og han har daglig kontakt til drengene, på begge centre. Han er også med i Kommunalbestyrelsen for Venstre, og var med til at stemme for åbningen af centrene. Han oplever både skepsis og fordomme blandt folk, men har sin egen åbenhed i forhold til de fremmede.
HANS er matros på Ærøfærgerne og besøgsven – og meget trofast i sin relation til drengene han lærer at kende. Også til dem der må flygte videre. En sender ham en gave fra Paris.
I glimt følger vi også flere af drengene i de år, hvor de søger at skabe sig et liv, samtidig med at de venter på svar i deres asylsag, spredes ud i landet når de får midlertidigt ophold, flyttes til voksencentre – eller forsvinder, når de får afslag. Vi møder bl.a.:
SEKHI er forældreløs, og fortæller, at han er barn af ørkenen i grænselandet mellem Irak og Kuwait, hvor han har passet sin onkels mange kameler, og at han har taget den farefulde vej over Middelhavet. Han er hurtig til at lære vores sprog, skriver digte, er observant, og SER Karl Ove sidde bag sin hæk og sit vindue.
HADJI er kurder og flygtede fra krigen i Syrien for at undgå militærtjeneste. Han er en glad og åben dreng umiddelbart, men savner meget sin mor og far og bror som senere måtte flygte til Tyrkiet. Hadji får midlertidig opholdstilladelse, og får mulighed for at komme på efterskole, og i mekanikerlære i Hedensted / Vejle.
EZATOLLAH er flygtet fra Afghanistan, og fortæller, at han har passet mange får. Han er en af drengene som meget gerne vil på besøg hos familier på Ærø, også selvom det aktiverer et savn efter den familie han måtte efterlade. Ezatollah får afslag på sin asylansøgning, – og en dag er han forsvundet..
Der er et fotografi, som nåede mine øjne, da jeg var 11 år, og er blevet siddende siden: Jorden fra himmel-rummet taget af astronaut William Anders, da han fik øje på den blå planet, og sikrede os billedet ”Earthrise”: Der er vi sammen, uden synlige grænser, forbundet af naturgrundlag og miljø, og del af en global økonomi og kommunikation, berørt af krige, pandemier, vacciner, og nye opfindelser.
– Instruktør Helle Toft Jensen
Instruktørens tanker og motivation
Jeg har lavet film i 40 år, mest om vores fjerne naboer i Syd. Nu bankede de på min dør, her på Ærø, hvor jeg var flyttet til i 2010 med min familie. Og det første børnecenter blev vores nabo.
Det var ikke min intention af lave en film om det. Jeg var i gang med andre projekter, og vidste nok, at det ville komme til at berøre mig dybt, hvis jeg involverede mig som instruktør. Jeg var med til at arrangere velkomsten, med Dannebrog ved færgen, da de første drenge ankom.
Og jeg havde en ide om, at vi kunne blive besøgsfamilie. Men da jeg bliver spurgt om jeg vil være vikar på centeret, siger jeg JA tak, og får derfor et unikt kendskab til drengene og personalet, – og lærer mit eget lokalsamfund at kende på en ny måde. Jeg er med til at etablere et netværk af frivillige besøgsfamilier, som med ugers mellemrum har drenge på besøg i deres hjem. Jeg filmer lidt med drengene, ser relationer vokse frem, og i takt med at drengene lærer dansk, eller tolker til engelsk for hinanden, får jeg indsigt i fortællingerne om deres liv og flugt og ønske om at finde vej til et nyt liv her hos os.
Så da tonen i forhold til DEM, disse drenge lige her, og andre flygtninge i vores land bliver mere og mere hård og fordomsfuld på Christiansborg, i medierne og på sociale medier, beslutter jeg at stoppe som vikar, og i stedet filme noget af det jeg ser, og noget af det jeg hører. Det blev først til serien RODLØS (DR3), og nu til Fremmede i Karl Oves Paradis: Historien om os Ærøboere, hvis liv bliver skubbet til i mødet med de fremmede, som kom med færgen efter en ofte ufattelig rejse. For første gang i 40 år tager jeg selv ordet, og guider publikum, til mennesker vi skal møde, og situationer vi er vidne til. Jeg har ønsket at filtrere det danske politiske niveau fra, for at fange en universel fortælling om det mulige menneskelige møde.
Som naboer til Børnecenteret blev vi inviteret på besøg flere gange, men min nabo Karl Ove dukkede aldrig op. Jeg har altid holdt meget af Karl Ove. Men det første års tid efter Børnecenteret åbnede havde jeg svært ved at høre på de ofte fordomsfulde ord, som blev luftet, rundt om kaffebordet hos ham. Men så en dag spørger han til “ham drengen med hættetrøjen der går bagerst – hvad er der med ham? Han ser ked ud af det”. Og jeg ser indlevelse og empati vokse frem lige her ved siden af mig i Karl Ove. Jeg fortæller, at drengen har fortalt mig, at han var blevet skilt fra sin familie under flugten og ikke ved om de er levende eller døde, at han er bange for mørke og har mareridt om natten.
Vi var mange på Ærø, som ikke kendte hinanden, men som nu er bekendte eller venner, fordi vi tog imod drengene ved færgen, blev besøgsfamilier, eller mødte op når DE inviterede OS til middag på Centrene. Men jeg har også oplevet en fordomsfuld og hård tone på de sociale medier overfor både mig selv og andre som har engageret sig på forskellig vis. En tone som er bekymrende, mørk, fremmedfjendsk, dæmoniserende, delvis skjult, – og jo tilstede i alle landsdele og verdensdele. Med mindst 100 timers optagelser, er der mange fine og tankevækkende situationer med drenge og mennesker på Ærø – som jeg har skulle give slip på i klippeprocessen. Nogle drenge måtte trække sig, af forståelige grunde, og vi måtte lave nye optagelser og klippe om. Og det var først da centrene lukkede, at jeg blev klar over, hvordan fx Sekhi havde insisteret på at få kontakt til min nabo Karl Ove. Jeg bad derfor efterfølgende begge de to herrer om hver deres version af det unikke ”møde” over hækken.
Uden at overhøre forbehold og bekymring vil jeg gerne inspirere og vise det Danmark, der ikke er bange, men som ser fremmede i øjnene, og måske bare siger HEJ – jeg ser dig, du eksisterer, du er et menneske ligesom mig. Eller som inviterer ind og bliver venner for en tid til gensidig inspiration, eller som engagerer sig dybt og giver sig tilkende i en ny og forpligtende relation. Det var fremmede asylsøgende drenge, der kom og bankede på – her på vores lille ø i verdenshavet. Men for mange af os, er de blevet vores drenge, når centrene lukkede og færgen togdem med væk igen.
Jeg håber filmen kan være med til at gøre det lidt mere tydeligt, hvordan vores relationer er med til at gøre os til dem vi er. Hvor meget vi har brug for at være del af et fællesskab, og hvor forbundne vi er, på trods af forskelle i sprog, kultur, klasse og tro. Noget kan vi få øje på, andet kan vi måske fornemme når vi ser hinanden i øjnene og genkender os selv et øjeblik. Vi er mere end nogensinde hinandens skæbne, ikke mindst i forhold til klimaforandringer, og medfølgende katastrofer og krige som skaber mennesker på flugt. Alt vi gør for reducere ulighed, gøre hinanden klogere og for at bygge mennesker op, er med til at gøre verden til et bedre sted. Og DET har altid været min begrundelse for at lave film.
